Af Sara Kira Wernberg-Tougaard
Ernest og Celestine (2012) var et lille mesterværk. Både publikum og anmeldere gav den en varm modtagelse, og den blev nomineret både på Cannes og til Academy Awards. Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan, hvor de to venners eventyr fortsætter, har derfor meget at leve op til.
Filmen starter lovende. Bjørnen Ernest drømmer sig tilbage til sin hjemby Vrøvlistan. I byen er der fest og farver, og i drømmens univers flyder bjørne, by og instrumenter sammen og bevæger sig i takt til musikken. Pludselig stopper musikken og musen Celestine bliver væk for Ernest. Drømmen forvandles til et mareridt.
Det minder om mareridtsscenerne i den første Ernest og Celestine, hvor vennerne efterfølgende siger til hinanden: ”Det er ikke mig, der er dit mareridt.” I en verden hvor mus og bjørne lever adskilt i gensidig frygt og afsky, bliver det spirende venskab mellem musen og bjørnen set skævt til. Men det virkelige mareridt er fordommene og de undertrykkende strukturer. I Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan er muse-bjørne segregeringen opløst, men nye konflikter lurer.
Da Ernests violin går i stykker, må de to venner drage til Vrøvlistan. Byen, der engang var fyldt med musik og larm, ligger nu stille hen. Efter Ernest rejste fra byen for at blive musiker, gjorde hans far, der er dommer, musik ulovligt. Ernest skulle have været dommer ligesom sin far. For sådan er det i Vrøvlistan; man bliver det samme som sine forældre. Musen og bjørnen står igen overfor en undertrykkende struktur, der forhindrer bjørnene i at udleve sine drømme. Faren tilbyder at legalisere musik igen, men kun hvis Ernest bliver dommer. Han står hermed over for et stort dilemma.
Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan er en film, der både har noget på hjerte og lykkes med at formidle det, så man griner imens. Da politiet jagter modstandskæmperen Miefasol gennem gaderne, bliver de holdt tilbage af egne absurde regler. De stopper pligtskyldigt ved lyskrydset og bliver forvirrede over de utallige trafikskilte. Vrøvlistan er blevet en labyrint af regler, underlagt dommernes tyranni. Byens motto er: ”Sådan er det bare.”
Det er svært ikke at sammenligne Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan med dens forgænger. Selvom de to film umiddelbart har meget til fælles, gør det blot efterfølgerens mangler des tydeligere. Fortællingen er fin, men formmæssigt er filmen blevet ren overflade. Den har mistet poesien. Ernest og Celestine føltes som en lang bevægelse i lækre jordfarver. Den turde tage sig tid til at nyde et langt øjeblik. Efterfølgeren er klippet til musikken med bratte overgange. Den vil konstant videre i et hæsblæsende tempo og klare farver.
Forgængeren var en leg med proportioner. Verden var en flydende størrelse, der ændrede sig efter følelser og fornemmelser. I glimt finder Ernest og Celestine: Rejsen til Vrøvlistan ind til denne udforskning af form, som når noderne legesygt glider over elledningerne. Men mest af alt lugter den mere af penge end passion.
Kommentarer